Klavs Bruun Jørgensen har underskrevet en toårig kontrakt med SønderjyskE Herrehåndbold gældende fra sommeren 2022, når Jan Pytlick stopper som træner.
Det er et stort trænernavn, der forlader SønderjyskE Herrehåndbold, når Jan Pytlick efter eget ønske stopper i klubben til sommer, men det bliver også et stort trænernavn, der afløser ham.
Det ligger nu fast, at det bliver 47-årige Klavs Bruun Jørgensen, der fra den 1. juli 2022 tager over som cheftræner i SønderjyskE Herrehåndbold. Han har underskrevet en toårig aftale.
Når kontrakten med SønderjyskE Herrehåndbold træder i kraft til sommer, flytter Klavs Bruun Jørgensen til Sønderborg, så han er tæt på den nye arbejdsplads i Broager Sparekasse Skansen.