Ribe-Esbjergs træner Kristian Kristensen hælder til at trække protesten tilbage, fordi videomaterialet ikke giver et entydigt svar.
Ligakampen mellem TMS Ringsted og Ribe-Esbjerg blev afgjort i de sidste sekunder, da Ringsted-spilleren Pelle Schilling kastede bolden i målet til 28-27.
Om bolden nåede over stregen inden hallens horn lød, det er spørgsmålet. Det spørgsmål er så svært at besvare, at Ribe-Esbjerg-træner Kristian Kristensen med det samme nedlagde protest mod scoringen.
For at have muligheden for at indgive en officiel protest til Dansk Håndbold Forbund skal der nedlægges protest i forbindelse med hændelsen, hvilket fik træneren til at reagere for at holde muligheden åben.