De to fløjkollegaer Martin Bisgaard og Jakob Frederiksen har begge forlænget deres kontrakter med Fredericia Håndboldklub frem til 2024.
Både Bisgaard og Frederiksen har, sammen med resten af holdet, gang i en særdeles god sæson, hvor deres scoringsprocent har ligget på et højt niveau. Bisgaard kom til FHK i 2018 fra Odder, og siden har han taget rejsen med holdet, der dengang lå i 1. division, men nu er et etableret ligahold.
Med scoringsprocenter på over 80 procent i efterårssæsonen for både Martin Bisgaard og Jakob Frederiksens vedkommende har det været naturligt for FHK at forlænge deres aftaler.
“År for år har de to spillere lagt lag på. Bisgaard kom til klubben i 1. division og har udviklet sig i takt med, at vi har rykket os i tabellen. I den her sæson har Bisgaard været en af de mest scoringssikre spillere i hele ligaen. Historien med Jakob Frederiksen er helt unik. Han har taget turen op igennem rækkerne med os og kommer fra vores ungdomsafdeling. I moderne håndbold er sådanne historier sjældne og vi er stolte over, at have en spiller som Jakob Frederiksen til at fortsætte vores fælles rejse.” Siger direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen.