Kristian Kristensen bliver cheftræner for HØJ Elites kvinder.
Begge parter har underskrevet en treårig aftale, som dels sikrer kontinuitet og tryghed, og som samtidig giver mulighed for at lægge en langsigtet strategi for den fortsatte og positive udvikling på kvindesiden i HØJ Elite.
Kristian kommer med en solid historik fra den danske håndboldliga med mere end 16 års erfaring, bl.a. med stor succes hos FC Midtjylland Håndbold / Herning-Ikast Håndbold (nu Ikast Håndbold), mens han ligeledes har ”optrådt” på den internationale håndboldscene i flere roller hos det ungarske kvindelandshold.
Senest har Kristian Kristensen haft cheftrænerrollen i KIF Kolding (herrer).
Herudover kommer Kristian med en god teoretisk ballast, da han både har en EHF Mastercoach-uddannelse, som er den højeste træneruddannelse i Europa, ligesom han også har stor erfaring indenfor både coaching og mentaltræning.
Der er derfor ingen tvivl om, at det på alle måder er en yderst kompetent cheftræner, som bliver tilknyttet HØJ Elite til sommer.
Kristian Kristensen udtaler om sin fremtid hos HØJ Elite:
– Jeg glæder mig til at skulle indgå i et nyt miljø, hvor spændende udfordringer venter med dameholdet og teamet bag. Personerne i og omkring HØJ Elite har taget klubben til nye højder, hvilket har givet genlyd og stor respekt i håndbold Danmark. Jeg er stolt og ydmyg over at have fået muligheden for at bidrage yderligere til HØJ´s udvikling.”