Leonel Fernandes efter vital sejr: ”Vi lavede mange fejl”
Det var en glad Leonel Fernandes, som Handballtransfer mødte til en snak direkte efter mødet mellem Portugal og Brasilien i Unity Arena, i Oslo, i anden spillerunde ved verdensmesterskaberne.
På trods af en turbulent første halvleg kunne Portugal trække sig sejrrigt ud af gruppekampen mod Brasilien.
Efter første halvleg var Brasilien i front med 12-15, men fik i anden halvleg baghjul af portugiserne, der kunne se sig selv vinde 30-26 i sidste ende. Fernandes og co. spillede dermed en flot anden halvleg, hvor cifrene var 18-11. Om kampen siger den portugisiske venstrefløj følgende:
”Det var fantastisk, fordi vi formåede at have alle spillerne på samme side – på samme energiniveau. Det var virkelig vigtigt for os at opbygge selvtillid til de næste kampe, især. Vi er meget glade for at vinde mod dette hold. Brasilien er et godt hold. Det er specielt på grund af energien mellem os”.
”Jeg tror ikke, vi kom ind i kampen med den rigtige mentalitet. Vi lavede mange fejl, og vi gav Brasilien selvtillid. I anden halvleg vidste vi, at vi skulle ændre noget – og resultatet viser, at det lykkedes”.
Når Portugal og Brasilien mødes, er det altid lidt ekstra specielt. De to lande har en lang fortid og historie sammen, hvilket også betyder, at flere spillere har familiære forbindelser landene imellem – og det er noget, der også mærkes på banen i en sådan kamp.
”Det er klart, at det er specielt, fordi vi deler det samme sprog og en masse kultur. Så vi er som en fjern familie – så der er bestemt en form for forhold. Det er meget vigtigt også at vinde denne slags kampe,” siger den 26-årige fløj, der til dagligt slår sinde folder i hjemlandet i FC Porto.
Søndag aften kl. 20.30 møder Portugal medværterne fra Norge i en kamp, hvor der er vigtige point at snuppe forud for mellemrunden, som Portugal allerede har sikret sig en plads i.