Den danske landsholdsspiller Mette Tranborg bliver en del af den ungarske storklub FTC-Rail Cargo Hungaria fra sommeren 2025. Klubben, som er blandt de mest markante i international kvindehåndbold, opruster til kommende sæson, hvor Jesper Jensen overtager cheftrænerposten.
Mette Tranborg startede sin seniorkarriere i sin hjemby Aarhus, og fortsatte i Odense Håndbold og har siden 2020 været en del af Team Esbjerg. I Esbjerg har hun vundet det danske mesterskab to gange og været med til at føre holdet til tre FINAL4-deltagelser i Champions League.
På landsholdet har Tranborg været en vigtig profil og har opnået flere medaljer: OL-bronze i 2024, VM-bronze i 2021 og EM-sølv i både 2022 og 2024. Hendes højde, styrke og taktiske forståelse gør hende til en nøglespiller både i forsvar og angreb.
Hos FTC skal hun spille under Jesper Jensen, der efter flere år som dansk landstræner og træner for hende i Team Esbjerg nu skal stå i spidsen for det ungarske storhold.