Ifølge oplysninger, Handballtransfer.dk er i besiddelse af, har Peter Jagd underskrevet en aftale og forventes snart præsenteret som ny cheftræner for Lemvig-Thyborøn Håndbold. Han skal erstatte Daniel Birkelund, der stopper efter blot én sæson i spidsen for klubben.
Peter Jagd har de seneste tre sæsoner stået i spidsen for EH Aalborg i Kvindeligaen og 1. Division , hvor han har leveret solide resultater og blandt andet sikret klubbens overlevelse via kvalifikationsspillet, efter en flot 12 plads i grundspillet. Han har tidligere været assistenttræner for Skanderborg Håndbold, cheftræner for Skanderborgs U18-hold og arbejdet med talentudvikling i både Rødovre HK og på Oure Sportshøjskole. Peter Jagd blev i 2023 uddannet som EHF Master Coach.
Ansættelsen af Peter Jagd vækker minder om tidligere satsninger i Lemvig, hvor klubben med succes har hentet unge, udviklingsorienterede trænere ind – blandt andet med stor succes i perioden 2021-2024 med Dennis Bo Jensen i spidsen.
Samtidig kan Handballtransfer.dk erfare, at Jonas Porup vender hjem til Lemvig-Thyborøn Håndbold efter ni sæsoner i TTH Holstebro.
Jonas Porup er oprindeligt fra Nørre Nissum og spillede sin ungdomshåndbold i Lemvig, inden han i 2013 skiftede til Mors-Thy Håndbold.
Siden 2016 har Jonas Porup været en profil i TTH Holstebro, hvor han nåede over 300 kampe og står noteret som én af spillerne med flest kampe i klubbens historie. Blandt hans største højdepunkter er deltagelse i Champions League, guld ved Final4 på hjemmebane i 2018 og kampe i Europa League i Kiel.
I Lemvig skal Jonas Porup erstatte Lasse Pedersen, der til sommer skifter til Mors-Thy Håndbold.
Med disse to signings satser Lemvig-Thyborøn Håndbold på både lokal forankring og en stærk hånd om talentudviklingen frem mod den kommende sæson.