Simon Dahl bliver ny assistenttræner i Aalborg Håndbold.
Den nuværende cheftræner i Nordsjælland Håndbold overtager til sommer den ledige plads som assistenttræner i Aalborg Håndbold.
Han har skrevet under på en foreløbig 2-årig kontrakt, som derfor løber til sommeren 2025.
31-årige Simon Dahl indledte sit håndboldliv i Hvide Sande, inden turen sidenhen gik til Skjern Håndbold, først som ungdomsspiller og siden som ungdomstræner, efter en skulderskade satte en stopper for den aktive karriere.
Herfra gik turen i 2015 til Nordsjælland Håndbold, hvor han i fire sæsoner fungerede som assistenttræner, inden han i 2019 overtog rollen som cheftræner for holdet, som han efter nedrykning i sæsonen 2019/2020 førte tilbage til HTH Herreligaen til sæsonen 2021/2022.
Hos Dansk Håndbold Forbund er Simon Dahl også et kendt ansigt, idet han gennem flere år har været assistenttræner for det danske U/21-landshold, blandt andet under Aalborg Håndbolds cheftræner Stefan Madsen, da sidstnævnte frem til 2020 var landstræner for U/21-landsholdet.