Mads Hoxer har spillet sin sidste kamp i denne sæson.
Efter tiltagende smerter i højre knæ viste en scanning i forrige uge en skade på menisken, som kræver en operation.
Det betød også, at højrebacken i sidste uge måtte melde afbud til landsholdet.
Mads Hoxer er selv ærgerlig over situationen.
“Jeg er rigtig træt af ikke at kunne hjælpe mine holdkammerater i de afgørende kampe i slutspillet og medaljekampene. Men nu ser jeg også frem til operationen, så jeg kan komme i gang med genoptræningen, så jeg er klar, når den nye sæson starter”, siger Mads Hoxer i en pressemeddelelse fra Aalborg Håndbold.
Operationen venter senere i denne uge, og derefter følger en længere genoptræning.