Allan Heine stopper i EH Aalborg med udgangen af denne sæson.
EH Aalborg og Allan Heine stopper med udgangen af denne sæson samarbejdet. I EH Aalborg har de været meget tilfredse med samarbejdet med Allan Heine, der har leveret en stor arbejdsindsats i klubben. Hans arbejde sammen med resten af trænerstaben har været med til at udvikle spillerne.
Allan Heine udtaler:
“Jeg har virkelig nydt tiden i EH Aalborg. Målet om at vende tilbage til ligaen var lige ved og næste i vores første sæson, mens denne sæson desværre har været udfordrende på mange parametre. Alligevel ser jeg tilbage på disse to sæsoner med glæde og stolthed. Mit stærke team omkring holdet i dagligdagen, har været med til at udvikle klubben i en mere professionel retning. Derfor overgiver jeg også klubben i en stærk forfatning og det gør mig stolt. Derudover har vi i samarbejde med en passioneret trup udviklet spillerne i en rigtig god retning. Flere af spillerne har taget store udviklingsmæssige skridt og jeg glæder mig meget til at følge dem fremadrettet. Jeg vil gerne takke klubben, spillerne, sponsorerne og ikke mindst EH Aalborgs fans – det har været en sand fornøjelse og jeg vil ikke sige endegyldigt farvel, så derfor får I et “på gensyn.”