Foto: Handballtransfer.dk

Nora Mørk har nu forlænget sin kontrakt med Team Esbjerg.

Det gav genlyd i internationale håndboldkredse, da Nora Mørk i sommeren 2022 skiftede fra Champions League-vinderne Vipers Kristiansand til Team Esbjerg, og at hun endog selv havde henvendt sig til klubben tiltrukket af det stærke træningsmiljø.

Den norske verdensstjerne fandt, hvad hun søgte, og nu har hun forlænget aftalen med Team Esbjerg med to sæsoner frem til 30. juni 2026.

Vi erfarede det tilbage i november måned, at hun ville forlænge med Team Esbjerg.

Med landsholdsdebut i 2010 har hun spillet 181 landskampe og scoret 872 mål. Hun var ude med en skade, da Norge senest vandt OL-guld i 2012, og derfor er det store mål at vinde den eneste titel, hun mangler, ved OL i Paris i 2024. På klubholdet deler hun ambitioner med både den nuværende og den kommende cheftræner i Team Esbjerg, og hun er med seks Champions League-titler i tre lande en vigtig drivkraft i at nå langt i turneringen.

Hun har opholdt sig nogle dage i Berlin, hvor kæresten, svenske Jerry Tollbring, nu spiller efter skiftet fra GOG til danskerklubben Füchse Berlin. Derefter står den på jul hjemme i Norge – oplyses der i en pressemeddelelse fra Team Esbjerg.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.