Det lignede et lille mirakel, da KIF Kolding onsdag den 9. april reddede ét point mod Grindsted GGIF. Med en scoring i de døende sekunder sikrede de sig 29-29 og dermed sæsonens niende point. Håbet om overlevelse levede – om end kun svagt.
Men lørdag den 12. april blev håbet slukket.
Foran en propfyldt Sydbank Arena leverede KIF Kolding en stærk og stolt præstation i sæsonens sidste spillerunde. Holdet spillede uafgjort mod Sønderjyske og satte dermed punktum for en hård sæson med en kamp, hvor der blev kæmpet til sidste fløjt.
Men pointet var ikke nok. Med Grindsteds sejr tidligere på dagen i Bjerringbro var KIFs skæbne allerede beseglet: Klubben rykker ned fra HTH Herreligaen for første gang siden 1984.
Et historisk fald
KIF – én af dansk håndbolds mest traditionsrige klubber med 14 danske mesterskaber og 8 pokaltitler – må nu forlade landets fineste selskab. Det sker efter en sæson, der begyndte med håb, men hurtigt udviklede sig til et regulært kollaps.
De første tre runder kastede fem point af sig og en placering i toppen af tabellen. Men derefter gik det galt. Over de næste 23 kampe lykkedes det ikke KIF at vinde en kamp. Fem point blev det til i den periode – og håbet om overlevelse svandt uge for uge.
Der blev skiftet trænere i forsøget på at vende udviklingen. Kristian Kristensen røg først, derefter tog Sebastian Seifert over. Men heller ikke han fik det til at fungere. Til sidst blev det assistenttræner Kristian Danielsen, sammen med Julie Loop og Kenneth Jørgensen, der fik ansvaret for at føre holdet i mål.
Et stik fra fortiden
Som om nedrykningen ikke var bitter nok i sig selv, bliver det hele kun sværere at sluge, når man ser, hvem KIF endte under. Holdet, der lukkede døren til ligaen for dem, er et mandskab bestående af fyraftensproffer og spillere, der tidligere har været en del af KIF-systemet – men aldrig blev vurderet gode nok til at slå igennem i klubben.
Grindsted GGIF er måske lillebror på papiret, men denne sæson viste de sig som storebror i praksis. Hele trænerstaben har rødder i KIF. Assistenttræner Lasse Boesen er en af de største legender i klubbens historie, med både mesterskaber og pokaltitler på CV’et, mens cheftræner Jacob Vinholt von Magius også tidligere har spillet for KIF. Og i kulissen står klubbens formand, Flemming Pedersen – en mand, der i årevis har været en del af KIF som assistenttræner, akademileder og ungdomsudvikler.
På banen finder man yderligere seks tidligere KIF-spillere: Frederik Nielsen, Rolf Ravn, Thomas Theilgaard, Kristoffer Vestergaard, Jonas Fuglsbjerg og Martin Risom – alle nogen, der engang bar klubbens farver, men aldrig blev anset som fremtidens løsninger i Kolding.
At det netop er disse folk, som nu har været med til at sende KIF Kolding ud af landets bedste række, er en barsk og symbolsk ironi. Klubben blev overhalet af sine egne skygger – og det gør ondt helt ind i sjælen.
Et ukendt kapitel venter
Nu venter der et nyt og ukendt kapitel i klubbens historie. Spørgsmålet er ikke længere, om KIF kan redde sæsonen – men om klubben kan genrejse sig og finde tilbage til den storhed, der har præget dansk håndbold i over fire årtier.
Fra sæsonen 2025/26 hedder modstanderne ikke længere Aalborg, GOG og Skjern – men Give, Norddjurs og Elitesport Vendsyssel samt andre 1. divisionshold.