Mikael Jensen bliver den nye assistenttræner for SønderjyskE Damehåndbold.
37-årige Mikael Jensen skal assistere den tidligere assistenttræner, som nu bliver cheftræner, nemlig Peter Nielsen.
Mikael Jensen og Peter Nielsen har indgået et to-årigt samarbejde. Peter Nielsen ser frem til et samarbejde med den nye assistenttræner.
“Mikael har været et oplagt valg for mig, for jeg har med selvsyn set, at han er blevet en rigtig dygtig træner på gulvet i Fredericia, hvor han har udviklet flere piger til at tage skridtet fra 1. division til at blive ligaspillere, og det falder rigtig godt i tråd med vores filosofi om, at vi selv vil udvikle vores egne spillere til at blive kommende ligaspillere”, siger Peter Nielsen i en pressemeddelelse.
Mikael glæder sig også til det nye kapitel i hans liv.
“Da vi startede dialogen op omkring min rolle, ambitioner, setup og planer for truppen, var beslutningen ikke så svær. Der er et professionelt setup omkring holdet og klubben, og strategien er klar. Det bliver spændende at blive træner i en klub af den størrelse, som SønderjyskE er.”