Mors-Thy Håndbold har lavet en fireårig aftale med 19-årige, Mads Svane Knudsen.

Mads har spillet i HF Mors gennem hele sit håndbold-liv og blev forud for denne sæson en del af Mors-Thy Håndbolds talenttrup. En knæskade til sommerens U20 EM har desværre gjort, at sæson 21/22 står i genoptræningens tegn, men det har ikke afholdt Mors-Thy Håndbold fra at lave en længerevarende aftale.

For Mads Svane Knudsen er det en drøm, der går i opfyldelse.

“Jeg er jo nærmest født med en blå trøje på, og siden jeg lærte Mors-Thy Håndbold at kende i 2007, har det været min drøm at blive professionel håndboldspiller og spille her, så det er kæmpestort for mig at skrive under på min første aftale. Jeg ser frem til at være en fast del af det professionelle setup, og jeg glæder mig bare utroligt meget til at spille i Mors-Thy Håndbold og foran Bette Balkan.”

Mads Svane Knudsen er allerede nu en del af talenttruppen i Mors-Thy Håndbold, og tiltræder i ligatruppen pr. 1. juli 2022. Aftalen løber til juli 2026.

FAKTA:
Mads Svane Knudsen, født: 25. marts 2002
Højde: 185 cm. Vægt: 88 kg.
Tidligere klubber: HF Mors
Bosat i Nykøbing Mors
Kærester med Malene
Studerer 3. år på HHX på Morsø Handelsgymnasium / EUC Nordvest

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.