Ifølge oplysninger Handballtransfer.dk er i besiddelse af, er både Rækker Mølle og Odder i fuld gang med at sikre sig spændende navne til næste sæson.

Mikkel Helle Johnsen og Oliver Lund til Rækker Mølle

Det erfarer Handballtransfer.dk, at Mikkel Helle Johnsen og Oliver Lund til sommer skifter til Rækker Mølle Håndbold, hvor de bliver genforenet med Jesper Johnsen, som allerede er præsenteret som ny cheftræner på en toårig aftale.

Mikkel er søn af Jesper Johnsen, mens Oliver har været trænet af Jesper gennem det meste af sin ungdom. De to bagspillere har spillet sammen i både ØBG Silkeborg, VIES (Vejle Idrætsefterskole) og BSH Ungdom, før de gik hver sin vej som seniorer. Mikkel tog til Norddjurs, hvor han spillede under sin far, mens Oliver valgte Odder. Op til denne sæson skiftede Oliver til svenske IFK Karlskrona, men vendte tilbage til Danmark efter nytår og blev en del af holdet i Norddjurs – og dermed genforenet med både Mikkel og Jesper.

Nu fortsætter de samarbejdet i Rækker Mølle, hvor begge – som højrehåndede bagspillere – ventes at få en central rolle i det nye projekt.

SHEA-duo til Odder Håndbold

Odder har også været på jagt efter fremtidens profiler, og Handballtransfer.dk erfarer, at Magnus Lindeborg og Lukas Holm skifter til klubben til sommer.

De to unge spillere er begge en del af SHEA U19-holdet, som styres af Lukas Eichwald, i Skanderborg og har tidligere spillet sammen i Hørning Håndbold. Magnus Lindeborg er stregspiller, mens Lukas Holm huserer på højrefløjen.

Lukas har allerede fået debut i ligaen for SkanderborgAGF og har desuden repræsenteret Danmark i fire ungdomslandskampe. Odder får dermed tilført to spændende unge talenter med potentiale til at tage næste skridt i deres karriere i 1. division.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.