Ifølge Handballtransfer forlænger Magnus Norlyk og Frederik Møller skifter til TTH Holstebro.
Magnus Norlyk har ifølge vores kilder valgt at forlænge sin kontrakt med Mors-Thy Håndbold, som nu løber frem til 2027. Den 22-årige venstrefløj skrev i 2022 under på en aftale til 2026, men med halvandet år tilbage er parterne allerede enige om en ny forlængelse. Det kommer kort efter, at Henrik Tilsted har annonceret, at han indstiller karrieren for at tiltræde som assistenttræner i klubben. Dette åbner døren for en større rolle til Magnus Norlyk, der betragtes som en nøglespiller for fremtiden på venstre fløj.
Norlyk-familien er i det hele taget rig på håndboldtalent. Magnus’ tvillingebror, Victor Norlyk, forlængede i november sin aftale med Mors-Thy til 2027, mens storebroderen Oliver Norlyk også har sikret sig en kontraktforlængelse med KIF Kolding til samme år. Deres far, Lars Hansen, er desuden en erfaren ligadommer.
Magnus Norlyk begyndte sin karriere i Aars HK og har siden haft en imponerende rejse gennem dansk håndbold. Efter et ophold på Skyum Idrætsefterskole vendte han kortvarigt tilbage til Aars HK, inden han skiftede til HF Mors, hvor han debuterede på førsteholdet i sæsonen 2022/23.
På ungdomsniveau har Magnus Norlyk allerede markeret sig med to U19 DM-guldmedaljer i sæsonerne 2021/22 og 2022/23. Han var desuden en del af U21-landsholdet, der repræsenterede Danmark ved VM i Tyskland i 2023.
Med den eventuelle nye kontrakt og en større rolle i vente står Magnus Norlyk klar til at blive en vigtig brik i Mors-Thys fremtidige succes.
Frederik Møller flyver fra GOG?
Ifølge Handballtransfer bliver det unge målmandstalent Frederik Møller Wolff til sommer udlejet til TTH Holstebro på en toårig aftale. Den 18-årige GOG-keeper, der stadig er U19-spiller, skal danne målmandsduo med Rasmus Henriksen i TTH, når Sander Heieren skifter til Fredericia HK.
Frederik Møller Wolff, som er bundet til GOG frem til 2029, er i øjeblikket tredjevalg i klubben. Lejeaftalen skal give ham chancen for mere spilletid og erfaring på seniorniveau. Han regnes for det største målmandstalent i Danmark lige nu og blev i sommer kåret som bedste målvogter ved U18-EM.
Med skiftet til TTH får Frederik Møller Wolff mulighed for at tage næste skridt i sin udvikling, inden han på sigt forventes at spille en stor rolle i GOG.