Viborg HK skriver 2-årig kontrakt med den Schweiziske landsholdsplaymaker og tyske bundesligaspiller Kerstin Kündig.
Hun er kaptajn på det Schweiziske landshold, der i den grad er på vej frem, og som netop har kvalificeret sig til den kommende slutrunde. Den 28-årige playmaker har i de seneste to sæsoner spillet for den tyske storklub Thüringer HC.
“Vi får en dygtig spiller, der kan præstere i begge ender af banen. Det mest iøjnefaldende er hendes angrebsspil, men hun er også en habil, god forsvarer. Hun har ikke den største fysik, men hun har et vanvittigt godt håndboldhoved, og det betyder, at hun ofte vælger at gøre de rigtige ting i de rigtige situationer – hun tager kloge beslutninger – også når det går stærkt på banen, og det er en umådelig god kvalitet at have som håndboldspiller, og som passer perfekt ind i den måde, vi gerne vil spille på.” Udtaler cheftræner Jakob Vestergaard i en pressemeddelse.