Simon Lindhardt stopper i SønderjyskE Herrehåndbold efter 17 år.
I bestræbelserne på at styrke og forny SønderjyskE Herrehåndbold er der foretaget nogle organisatoriske ændringer i ledelsen af den sønderjyske ligahåndboldklub.
Hans Christian Jensen, der i dag er bestyrelsesformand, tiltræder som adm. direktør i en overgangsfase, mens Anders Stahlschmidt fra Danfoss bliver ny bestyrelsesformand. Samtidig stopper samarbejdet med sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt.
Det sportslige ansvar bliver den næste tid varetaget af Sportsmanager Thomas Mogensen sammen med trænerteamet.
Simon Hajdu Lindhardt takker for mange gode år i SønderjyskE Herrehåndbold.
– Jeg har haft 17 fantastiske år i SønderjyskE Herrehåndbold, og jeg vil altid se tilbage på min tid i SønderjyskE med stor glæde og stolthed. Det har været en spændende tid, og vi har nået meget. Nu har bestyrelsen valgt at stoppe samarbejdet, og det er jeg naturligvis ærgerlig over, men jeg vil fortsat følge med i det lyseblå projekt, selvom det ikke længere bliver med mig i spidsen for det sportslige. Jeg ønsker SønderjyskE alt det bedste fremover, og jeg vil komme til at savne alle de gode folk i og omkring klubben, siger Simon Hajdu Lindhardt i en pressemeddelse fra SønderjyskE.