Foto: SønderjyskE Damer

DIF’s Appelinstans har truffet beslutning om, at kampen i 1. division for kvinder mellem SønderjyskE og TMS Ringsted skal spilles om.

SønderjyskE nedlagde i kampen en protest, da dommerbordet fejlagtigt havde tildelt udeholdet TMS Ringsted et mål i forbindelse med, at man skulle anføre en udvisning på måltavlen. Fejlen blev ikke korrigeret i kampen, som TMS Ringsted endte med at vinde 26-25.

 

Cheftræner for SønderjyskE Damer, Peter Nielsen, har medvirket i et interview og er glad for at sagen nu er afsluttet:

“Vi er glade for at have fået denne sag afsluttet, den har hængt over os i 152 dage.”

Betyder omkampen at I reelt set kan “miste” et point eller er I stærke nok til at besejrer TMS Ringsted?

“Hvis vi tager sønderjyske briller på, så kan vi jo i realiteten tabe vores indbyrdes opgør, som vi jo havde spillet os til.  Men med nu 16 sejre i 16 kampe, så er vi også favoritter i omkampen og skal stå distancen på hjemmebane, vi holder vores målsætning om 22 sejre.”

SønderjyskE er lige nu nummer et i 1. division med 32 point efter 17 kampe. Ringsted er nummer to med 28 point og har spillet én kamp færre.

Dansk Håndbold Forbund skriver, at de fastlægger en omkamp i nær fremtid.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.